Windsurfing Mast

Masten er en af de lettere ting at vælge. Den skal som udgangspunkt bare passe i dimensionerne til det, eller de sejl, du ønsker at bruge den med. Der er dog nogle ting som gør, at de adskiller sig fra hinanden. Længden på masten skal passe til sejlet, og masten er som regel lidt for kort, så det sidste stykke klares med en masteforlænger. På sejlet står der angivet hvilken mastelængde, der passer til netop det sejl. 

RDM eller SDM beskriver om masten er af typen ”Reduced Diameter Mast”, eller ”Standard Diameter Mast”. Grundlæggende kan de to typer master det samme, men RDM master bruges mest til mindre sejl og ved Wave/freestyle, hvor manøvreegenskaber er i fokus. SDM bruges ved større sejl, hvor stabilitet er vægtet højere end manøvreegenskaber. 

Kulstofprocenten, mængden af kulfibre er angivet i procent. Lav procent giver en holdbar mast, med lavere performance, og høj procent giver en meget performance orienteret mast, men som er dyrere og mere skrøbelig. Herudover bør man vælge en mast med den rigtig ”kurve”. Som tommelfingerregel findes der to typer; Flex-top og constant curve. Lidt firkantet sat op kan du gå ud fra, at benytter du et sejl af mærket Neilpryde, bør du vælge en Neilpryde mast, da denne er af Flex-top typen, og Neilpryde sejlene er designet efter dette. Andre brands af master er næsten altid af typen constant curve, og passer sammen med sejl der ikke er Neilpryde. 

Maste Forlænger

En forlænger bruges til at forlænge masten, så mastens mål kommer til at passe med den på sejlet angivet ”luff length”, som er længden af den forreste del af sejlet, fra bund til top. Masten passer meget sjældent præcis i længden til sejlet. Dette er gjort for at give både sejldesigneren og windsurferen nogle justeringsmuligheder, og derfor har du brug for en forlænger. 

Når du skal købe en forlænger, er der selvfølgelig nogle ting, du skal være opmærksom på. Først og fremmest skal forlængeren passe til masten. Her skal du se på, om du har en RDM eller SDM mast. Dernæst skal du sikre dig, at din base/joint mellem board og rig er af samme type. Her gælder det, om de er af typen UXT eller MXT. Både base/joint og forlænger skal være af samme type. Længden af basen er i første omgang ikke så vigtig, så længe din mastelængde+forlænger længde er lig med, eller længere end, det på sejlet angivne ”luff length”.